Trinstrin

595 trin trinDe var venner af Jesus Kristus, og han elskede søsknene Marta, Maria og Lazarus varmt. De boede i Betania, et par kilometer fra Jerusalem. Gennem hans ord, gerninger og mirakler blev de opmuntret til at tro på ham og hans gode nyheder.

Kort før påskefejringen kaldte de to søstre Jesus til hjælp, fordi Lazarus var syg. De troede, at hvis Jesus var med dem, kunne han helbrede ham. På det sted, hvor Jesus og hans disciple hørte nyheden, sagde han til dem: "Denne sygdom fører ikke til døden, men tjener til at ære Menneskesønnen". Han forklarede dem, at Lazarus sov, men det betød også, at han var død. Jesus tilføjede, at dette var en mulighed for alle at tage et nyt trin i troen.

Nu gik Jesus med disciplene til Betania, hvor Lazarus havde været i graven i fire dage. Da Jesus kom, sagde Martha til ham: "Min bror er død. Men allerede nu ved jeg: hvad du beder Gud om, vil han give dig«. Så Martha vidnede om, at Jesus havde Faderens velsignelse og hørte hans svar: "Din bror skal opstå, for jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, vil leve, selvom han dør, og den, der lever og tror på mig, vil aldrig dø. Tror du?" Hun sagde til ham: "Ja, Herre, jeg tror".

Da Jesus senere stod sammen med de sørgende foran Lazarus' grav og gav ordre til, at stenen skulle løftes væk, bad Jesus Martha om at tage endnu et skridt i tro. "Hvis du tror, ​​vil du se Guds herlighed". Jesus takkede sin far, fordi han altid hørte ham og råbte med høj røst: "Lazarus kom ud!" Den afdøde fulgte Jesu kald, kom ud af graven og levede (fra Joh 11).

I hans ord: "Jeg er opstandelsen og livet" bebudede Jesus, at han er mesteren over døden og selve livet. Marta og Maria troede på Jesus og så bevisene, da Lazarus kom ud af graven.

Et par dage senere døde Jesus på korset for at betale vores skyld. Hans opstandelse er det største mirakel. Jesus lever og er en opmuntring for dig, at han vil kalde dig ved navn og du vil blive genopstanden. Din tro på Jesu opstandelse giver dig den sikkerhed, at du også vil deltage i hans opstandelse.

af Toni Püntener