I livets strøm

Som forældre kan vi lære meget af at håndtere vores børn. Da vi lærte dem at svømme, smed vi dem ikke bare i vandet, ventede og så, hvad der ville ske. Nej, jeg holdt hende i mine hænder og bar hende gennem vandet hele tiden. Ellers ville de aldrig have lært at bevæge sig uafhængigt i vandet. Da han forsøgte at gøre vores søn bekendt med vandet, var han først lidt bange og råbte: "Far, jeg er bange," og holdt fast i mig. I denne situation opmuntrede jeg ham, talte ham godt og hjalp ham med at vænne sig til dette nye miljø. Selvom vores børn var usikre og bange, lærte de noget nyt for hver yderligere lektion. De ved, at selvom vandet lejlighedsvis har været hostet, spyttet og endda lidt slugt, vil vi ikke lade vores børn drukne.

Alle disse ting er en del af oplevelsen, selvom barnet måske tror, ​​det er ved at drukne, er de klar over, at deres egne fødder er sikre på fast grund, og at vi kunne hente dem med det samme, hvis svømmeundervisningen var for farlig for dem ville . Med tiden lærte vores børn at stole på os, og vi vil altid blive ved deres side og beskytte dem.

Alene

Dagen kommer, når du svømmer helt selv og prøver den skøreste akrobatik, der skræmmer os. Hvis vores børn var for bange for at udholde de svære første øjeblikke i vandet, ville de aldrig lære at svømme. Du ville gå glip af nogle vidunderlige oplevelser og ikke plaske gennem vandet med andre børn.

Ingen kan svømme for dem, vores børn skal selv gøre disse lærerige oplevelser. Det er en kendsgerning, at de, der giver slip på deres frygt hurtigst, også er de hurtigste til at komme igennem deres første lektioner og i sidste ende komme op af vandet med ny selvtillid. Vor himmelske Fader kaster os heller ikke bare ud på dybt vand og lader os være i fred. Han lovede endda, at han ville være der for os, når vi er på dybt vand. "Hvis du skal gå gennem dybt vand eller rasende vandløb - Jeg er med dig, du drukner ikke" (Esajas 43,2).
Peter svarede Jesus, da han så ham løbe på vandet: "Herre, hvis det er dig, så befal mig at komme til dig på vandet. Og han sagde: "Kom her! Og Peter steg ud af båden og gik på vand og kom op til Jesus" (Matthæus 14,2829).

Da Peters tillid og tro blev usikker, og han var i fare for at drukne, rakte Jesus sin hånd ud for at gribe ham og reddede ham. Gud har lovet os: "Jeg vil ikke forlade dig eller forlade dig" (Hebræerne 13,5). Som alle kærlige forældre lærer han os gennem små udfordringer og hjælper os derved til at vokse i tro og tillid. Selvom nogle udfordringer virker forfærdelige og skræmmende, kan vi med forbløffelse se, hvordan Gud styrer alt til vores bedste og til sin ære. Vi skal bare tage det første skridt, svømme det første tog i vandet og lade frygten og usikkerheden bag os.

Frygt er vores største fjende, fordi den lammer os, gør os utrygge og reducerer vores tillid til os selv og til Gud. Ligesom Peter bør vi forlade denne båd i tillid til, at Gud fortsat vil bære os, og at intet er umuligt for ham, hvad han vil opnå med os. Selvom det kræver meget mod at tage dette første skridt, er det altid værd, fordi belønningerne er uvurderlige. Peter, der var en person som dig og jeg, gik faktisk på vandet.

Et tilbageblik

Selvom du ikke ved, hvor det vil føre dig hen, er der ingen grund til at være bekymret. Man siger ofte, at man ikke kan komme videre, så længe man ser tilbage. Selvom dette udsagn er sandt, kigger du nu og da i dit livs bakspejle. Du ser tilbage og ser alle de livssituationer, som Gud har båret dig igennem. I de situationer, hvor du søgte Guds hånd, tog han dig i sine arme. Han gør selv vores sværeste udfordringer til værdifulde læringserfaringer: "Mine brødre og søstre, det er stor glæde, når I falder i forskellige fristelser og ved, at jeres tro, når den er bevist, virker med tålmodighed" (Jakob 1:2- 3).
Sådan en glæde er ikke let at finde i begyndelsen, men det er et bevidst valg, vi bør træffe. Vi bør spørge os selv, om vi virkelig tror på Gud og hans suveræne sejrsmagt eller lader djævelen forurolige os og skræmme os. Når nogen skræmmer vores børn, løber de skrigende ind i vores arme og søger beskyttelse hos os. De ved jo godt, at vi altid vil beskytte dem. Som Guds børn reagerer vi på samme måde på en situation eller et problem, der bekymrer os. Vi løber skrigende ind i armene på vores kærlige far, vel vidende at han beskytter og beroliger os. Det kræver dog noget øvelse, for jo mere vores tro bliver testet, jo stærkere bliver den. Derfor, når vi svømmer, tillader Gud os at hoste, spytte og endda sluge lidt vand og prøve at klare os uden ham. Han tillader dette: "Så du kan være fuldkommen og hel og ikke have noget behov" (James 1,4).

Det er ikke let at være på jorden, og ingen af ​​os vil sige, at livet altid er smukt. Men tænk tilbage på de øjeblikke, hvor du blev holdt fast af din mor eller far eller hvem du end var. Din ryg lænede sig mod brystet på den anden, og du overså et bredt landskab og følte dig tryg og varm i den andens beskyttende stærke arme. Kan du stadig huske den hyggelige følelse af varme og kærlige beskyttelse, der herskede i dig, og som ikke forlod dig på trods af regn, storm eller sne? Svømningsbanerne i vores liv er nogle gange skræmmende, men så længe vi kan sige, at vi stoler fuldstændigt på Gud og er sikre på, at han vil bære os gennem usikre farvande, kan han vende vores frygt til glæde. Vi ser forbløffet på ham, fordi han fører os gennem dybeste vand og voldsomme storme. Hvis vi bare kunne lære at glæde os over havets saltvand i vores øjne i stedet for at skrumpe fra den mørke vandstrøm - vi ved jo uden tvivl, at Gud altid vil holde os fast i sine arme.

Når vores børn er ældre, kan vi stolt holde dem i vores arme og sige til dem: Jeg elsker dig så meget, og jeg er så stolt af dig. Jeg ved, at du skulle svømme igennem nogle hårde tider i dit liv, men det lykkedes i sidste ende, fordi du stolede på Gud.

I den næste del af vores liv vil vi svømme vores baner. Der lurer hajer eller djævelske skikkelser i det mørke vand og forsøger at indgyde frygt og forurolige os med deres onde gerninger. Vi træffer et bevidst valg og lader os falde i vores fars arme. Vi fortæller ham, at uden ham er vi bange. Hertil vil han svare: ”Bekymr dig ikke om noget, men lad i alle ting jeres ønsker blive gjort bekendt med Gud i bøn og bøn med tak! Og Guds fred, som er højere end al fornuft, skal bevare eders hjerter og sind i Kristus Jesus» (Filipperne 4,67).

af Ewan Spence-Ross