Vores sande identitet

222 er vores sande identitetNu om dage er det ofte sådan, at man skal skabe sig et navn for at være meningsfuld og vigtig for andre og sig selv. Det virker, som om mennesker er i en umættelig søgen efter identitet og mening. Men Jesus sagde allerede: „Den, der finder sit liv, skal miste det; og den, der mister sit liv for min skyld, skal finde det« (Matt 10:39). Som kirke har vi lært af denne sandhed. Siden 2009 har vi kaldt os selv Grace Communion International, og dette navn refererer til vores sande identitet, som er baseret på Jesus og ikke i os. Lad os se nærmere på dette navn og finde ud af, hvad det gemmer på.

nåde

Nåde er det første ord i vores navn, fordi det bedst beskriver vores individuelle og kollektive rejse til Gud i Jesus Kristus gennem Helligånden. "Vi tror derimod, at vi ved Herren Jesu Kristi nåde skal blive frelst, ligesom de også" (ApG 15:11). Vi er "retfærdiggjort uden fortjeneste af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus" (Rom 3:24). Af nåde alene tillader Gud (gennem Kristus) os at få del i hans egen retfærdighed. Bibelen lærer os konsekvent, at budskabet om tro er et budskab om Guds nåde (se ApG 14:3; 20:24; 20:32).

Grundlaget for Guds forhold til mennesket har altid været nåde og sandhed. Mens loven var et udtryk for disse værdier, fandt Guds nåde fuldt ud udtryk gennem Jesus Kristus. Ved Guds nåde er vi kun frelst af Jesus Kristus og ikke ved at holde loven. Den lov, hvormed enhver er fordømt, er ikke Guds sidste ord for os. Hans sidste ord for os er Jesus. Han er den perfekte og personlige åbenbaring af Guds nåde og sandhed, som han frit gav til menneskeheden.
Vores fordømmelse under loven er berettiget og retfærdig. Vi opnår ikke legitim adfærd ud af os selv, for Gud er ikke en fange af sine egne love og lovskaber. Gud i os handler i guddommelig frihed efter hans vilje.

Hans vilje er defineret af nåde og forløsning. Apostelen Paulus skriver: „Jeg forkaster ikke Guds nåde; thi hvis retfærdighed er ved loven, døde Kristus forgæves” (Galaterne 2:21). Paulus beskriver Guds nåde som det eneste alternativ, han ikke ønsker at smide væk. Nåde er ikke noget, der skal vejes og måles og forhandles om. Nåden er Guds levende godhed, gennem hvilken han går efter og forvandler menneskets hjerte og sind.

I sit brev til menigheden i Rom skriver Paulus, at det eneste, vi forsøger at opnå gennem vores egen indsats, er syndens løn, som er selve døden.Det er den dårlige nyhed. Men der er også en særlig god, fordi "Guds gave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre" (Rom 6:24). Jesus er Guds nåde. Han er Guds frelse frit givet for alle mennesker.

Nadver

Samfund er det andet ord i vores navn, fordi vi har et ægte forhold til Faderen gennem Sønnen i fællesskab med Helligånden. I Kristus har vi reelt fællesskab med Gud og med hinanden. James Torrance udtrykte det på denne måde: "Den treenige Gud skaber fællesskab på en sådan måde, at vi kun er rigtige mennesker, hvis vi har fundet vores identitet i fællesskab med ham og andre mennesker." 

Faderen, Sønnen og Helligånden er i perfekt fællesskab, og Jesus bad om, at hans disciple ville dele dette forhold, og at de ville afspejle det i verden (Joh 14:20; 17:23). Apostlen Johannes beskriver dette fællesskab som dybt forankret i kærlighed. Johannes beskriver denne dybe kærlighed som det evige fællesskab med Faderen, Sønnen og Helligånden. Sandt forhold betyder at leve i fællesskab med Kristus i Faderens kærlighed gennem Helligånden (1. Johannes 4:8).

Det siges ofte, at det at være kristen er et personligt forhold til Jesus. Bibelen bruger flere analogier til at beskrive dette forhold. Man taler om herrens forhold til sin slave. Afledt af dette, følger det, at vi bør ære og følge vor Herre, Jesus Kristus. Jesus sagde yderligere til sine disciple: „Jeg siger ikke længere, at I er tjenere; thi en tjener ved ikke, hvad hans herre gør. Men jeg har sagt jer, at I er venner; for alt det, jeg har hørt fra min Fader, har jeg kundgjort jer« (Joh 15:15). Et andet billede taler om forholdet mellem en far og hans børn (Joh 1:12-13). Selv billedet af brudgommen og hans brud, fundet allerede i Det Gamle Testamente, bruges af Jesus (Matt 9), og Paulus skriver om forholdet mellem en mand og hans hustru (Ef 15). Hebræerbrevet siger endda, at vi som kristne er brødre og søstre til Jesus (Hebræerne 5:2). Alle disse billeder (slave, ven, barn, ægtefælle, søster, bror) indeholder ideen om et dybt, positivt, personligt fællesskab med hinanden. Men alle disse er kun billeder. Vores treenige Gud er kilden og sandheden om dette forhold og fællesskab. Det er et fællesskab, som han gavmildt deler med os i sin venlighed.

Jesus bad om, at vi ville være med ham for evigt og glæde os over den godhed (Joh 17:24). I denne bøn inviterede han os til at leve som en del af fællesskabet med hinanden og med Faderen. Da Jesus steg op til himlen, tog han os, hans venner, i fællesskab med Faderen og Helligånden. Paulus siger, at der gennem Helligånden er en måde, hvorpå vi sidder ved siden af ​​Kristus og er i Faderens nærhed (Ef 2:6). Vi kan allerede nu opleve dette fællesskab med Gud, selvom dette forholds fylde først bliver synlig, når Kristus kommer igen og etablerer sit herredømme. Derfor er fællesskabet en væsentlig del af vores trossamfund. Vores identitet, nu og for evigt, er etableret i Kristus og i det fællesskab Gud deler med os som Fader, Søn og Helligånd.

International (international)

International er det tredje ord i vores navn, fordi vores kirke er et meget internationalt samfund. Vi når mennesker på tværs af forskellige kulturelle, sproglige og nationale grænser - vi når folk over hele verden. Selvom vi er statistisk et lille samfund, er der lokalsamfund i hver amerikansk stat samt Canada, Mexico, Caribien, Sydamerika, Europa, Asien, Australien, Afrika og Stillehavsøerne. Vi har mere end 50.000-medlemmer i mere end 70-lande, der har fundet hjem i mere end 900-fællesskaber.

Gud har bragt os sammen i dette internationale samfund. Det er en velsignelse, at vi er store nok til at arbejde sammen og alligevel små nok til at være personligt personlige. I vores samfund bliver venskaber konstant bygget på tværs af nationale og kulturelle grænser, som i dag ofte deler, bygger og plejer vores verden. Det er bestemt et tegn på Guds nåde!

Som kirke er det vigtigt for os at leve og viderebringe det evangelium, som Gud har lagt i vores hjerter. Selv for at opleve Guds nåde og kærlighed er det rigtigt at motivere os til at videregive den gode nyhed til andre mennesker. Vi ønsker, at andre mennesker skal indgå i et forhold til Jesus Kristus og dele i den glæde. Vi kan ikke holde evangeliet hemmeligt, fordi vi ønsker, at alle i verden skal opleve Guds nåde og blive en del af det triune samfund. Det er den besked, som Gud har givet os at dele med verden.

af Joseph Tkach