Vor treenige Gud: levende kærlighed

Når de bliver spurgt om det ældste levende væsen, vil nogle måske pege på Tasmaniens 10.000 år gamle fyrretræer eller en 40.000 år gammel indfødt busk. Andre tænker måske mere på det 200.000 år gamle havgræs ud for kysten af ​​Spaniens Baleariske Øer. Så gamle som disse planter kan være, er der noget langt ældre – og det er den evige Gud åbenbaret i Skriften som levende kærlighed. Guds natur manifesteres i kærlighed. Den kærlighed, der hersker mellem personerne i Treenigheden (Treenigheden), eksisterede før tidens skabelse, siden evigheden. Der har aldrig været et tidspunkt, hvor ægte kærlighed ikke eksisterede, fordi vores evige, treenige Gud er kilden til sand kærlighed.

Augustin af Hippo (d. 430) understregede denne sandhed ved at henvise til Faderen som "elsker", Sønnen som "elsket" og Helligånden som kærligheden mellem dem. Ud af sin uendelige, uendelige kærlighed skabte Gud alt, hvad der eksisterer, inklusive dig og mig. I sit værk The Triune Creator argumenterer teologen Colin Gunton for denne trinitariske forklaring på skabelsen, idet han hævder, at vi skal tage hele Bibelen til vidnesbyrd og ikke kun skabelseshistorien. 1. Mosebog. Gunton understreger, at denne tilgang ikke er ny – det er sådan den tidlige kristne kirke forstod skabelsen. For eksempel udtalte Irenæus, at et treenighedssyn får det til at virke uskadeligt klart at se skabelsen i lyset af, hvad der skete i Jesus. Den Gud, der skabte alt fra ingenting (ex nihilo) gjorde det med fuld intention – af kærlighed, i kærlighed og for kærlighedens skyld.

Thomas F. Torrance og hans bror James B. plejede at sige, at skabelsen var resultatet af Guds uendelige kærlighed. Dette er klart i den Almægtiges ord: "Lad os skabe mennesker i vort billede i vor lighed [...]" (1. Moses 1,26). I udtrykket "Lad os […]" henvises vi til Guds treenige natur. Nogle bibeleksegeter er uenige og hævder, at denne opfattelse, med dens reference til treenigheden, påtvinger Det Gamle Testamente en forståelse af Det Nye Testamente. De ser normalt "Lad os [...]" som et litterært virkemiddel (pluralis majestatis) eller ser det som en indikation af, at Gud taler til englene som sine medskabere. Den hellige skrift tillægger dog ingen steder kreativ kraft til englene. Desuden bør vi fortolke hele Bibelen med Jesu person og hans lære i tankerne. Den Gud, der sagde: "Lad os […]" var den treenige Gud, uanset om vores gamle vidste dette eller ej.

Når vi læser Bibelen med Jesus i tankerne, indser vi, at Guds skabelse af mennesker i hans eget billede tydeligt udtrykker hans natur, som kommer til udtryk i kærlighed. I Kolossenserne 1,15 og i 2 Korintherbrev 4,4 vi lærer, at Jesus selv er Guds billede. Han afspejler billedet af Faderen for os, fordi han og Faderen er sammenhængende i et forhold af fuldkommen kærlighed til hinanden. Den Hellige Skrift fortæller os, at Jesus er forbundet med skabelsen (inklusive menneskeheden) ved at omtale ham som den "førstefødte" før hele skabelsen. Paulus kalder Adam billedet (anti-billedet) af Jesus "som skulle komme" (Romerne 5,14). Jesus er så at sige hele menneskehedens arketype. Med Paulus' ord er Jesus også den "sidste Adam", der som "ånden, der giver liv", fornyer den syndige Adam (1. Kor. 1).5,45) og så menneskeheden går i sit eget billede.

Som Skriften fortæller os, har vi "iført os det nye [menneske], fornyet i kundskab efter billedet af ham, som skabte ham" (Kolossenserne 3,10), og "alle med udækkede ansigter beskuer Herrens herlighed [...]; og vi skal forvandles til hans billede fra den ene herlighed til den anden ved Herren, som er Ånden" (2. Korinterne 3,18). Forfatteren af ​​Hebræerbrevet fortæller os, at Jesus er "genspejlet af hans [Guds] herlighed og billedet af hans natur" (Hebræerbrevet). 1,3). Han er det sande billede af Gud, som smagte døden for alle ved at påtage sig vores menneskelige natur. Ved at blive ét med os helligede han os og gjorde os til sine brødre og søstre (Hebræerne 2,9-15). Vi blev skabt og bliver nu genskabt i Guds Søns billede, som selv afspejler for os de hellige, kærlighedsbaserede relationer i Treenigheden. Vi skal leve, bevæge os og være i Kristus, som er fanget i Faderens, Sønnens og Helligåndens tredelte kærlighedsfællesskab. I og med Kristus er vi Guds elskede børn. Desværre mister de, der ikke er i stand til at genkende Guds treenige natur, støttet af kærlighed, let på denne vigtige sandhed, fordi de i stedet vedtager forskellige misforståelser:

• A Triteisme, som benægter Guds essentielle enhed, og ifølge hvilken der er tre uafhængige guddomme, hvilket betyder, at alle forhold mellem dem tillægges en eksternalitet og ikke en iboende karakteristik af Guds væsen, der definerer ham.
• A Modalisme, hvis undervisning fokuserer på Guds udelte natur, som optræder på forskellige tidspunkter i en af ​​tre forskellige væremåder. Denne doktrin benægter også ethvert indre eller ydre forhold til Gud.
• A Underordningisme, som lærer, at Jesus er en skabelse (eller et guddommeligt væsen, men underordnet Faderen) og derfor ikke evigt den Almægtiges gudlige Søn. Denne doktrin benægter også, at Gud har et treenighedsforhold i sin essens, understøttet af evig hellig kærlighed.
• Andre læresætninger, der understøtter treenighedslæren, men som ikke fatter dens iboende herlighed: at den treenige Gud i sin natur legemliggjorde og gav kærlighed, før der var nogen skabelse.

At forstå, at den treenige Gud er kærlighed i sig selv, hjælper os til at erkende kærligheden som grundlaget for alt væsen. Fokus i denne forståelse er, at alting udgår fra og kredser om Jesus, som åbenbarer Faderen og udsender Helligånden. Forståelse af Gud og hans skabelse (herunder menneskeheden) begynder således med dette spørgsmål: Hvem er Jesus?

Det er unægtelig treenighedstænkning, at Faderen skabte alt og etablerede sit rige ved at placere sin søn i centrum for sin plan, hensigt og åbenbaring. Sønnen ærer Faderen, og Faderen ærer Sønnen. Helligånden, som ikke taler for sig selv, peger hele tiden på Sønnen og herliggør derved Sønnen og Faderen. Fader, Søn og Helligånd nyder denne trinitariske interaktion understøttet af kærlighed. Og når vi, Guds børn, vidner om Jesus som vor Herre, gør vi det ved Helligånden for at ære Faderen. Som han profeterede, ligger troens sande tjeneste „i ånd og i sandhed“. Ved at tilbede Faderen, Sønnen og Helligånden hylder vi den Ældste, som skabte os i kærlighed, så vi til gengæld kan elske ham og blive i ham for evigt.

Carried af kærlighed,

Joseph Tkach        
Præsident GRACE COMMUNION INTERNATIONAL