Matthew 6: Bergens prædiken

393 matthaeus 6 prædiken på bjergetJesus underviser i en høj standard for retfærdighed, der kræver en holdning til retfærdighed indeni. Med foruroligende ord advarer han os mod vrede, utroskab, ed og gengældelse. Han siger, at vi endda skal elske vores fjender (Matt 5). Farisæerne var kendt for strenge retningslinjer, men vores retfærdighed burde være bedre end farisæernes (hvilket kan være ganske opsigtsvækkende, hvis vi glemmer det, der blev lovet tidligere i Bjergprædikenen om barmhjertighed). Ægte retfærdighed er en hjertesindstilling. I sjette kapitel i Mattæusevangeliet ser vi Jesus gøre dette spørgsmål klart ved at fordømme religion som et show.

Velgørenhed i hemmelighed

“Pas på din fromhed, så du ikke praktiserer den foran mennesker, for at de kan se den; ellers får du ingen løn hos din Fader i himlen. Så når du giver almisse, skal du ikke lade det udbasuneres for dig, som hyklerne gør i synagogerne og på gaderne, for at folket skal prise dem. Sandelig siger jeg jer, de har allerede fået deres belønning” (v. 1-2).

På Jesu tid var der mennesker, der lavede et show ud af religion. De sørgede for, at folk kunne lægge mærke til deres gode gerninger. Det fik de anerkendelse for fra mange sider. Det er alt, de får, siger Jesus, for det, de gør, er bare at handle. Deres bekymring var ikke at tjene Gud, men at se godt ud i den offentlige mening; en holdning, som Gud ikke vil belønne. Religiøs adfærd kan også ses i dag på prædikestole, i embedsudøvelsen, ved at lede et bibelstudium eller i artikler i kirkens aviser. Man kan brødføde de fattige og forkynde evangeliet. Udadtil ligner det oprigtig service, men holdningen kan være meget anderledes. "Men når du giver almisse, så lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre hånd gør, for at din almisse ikke skal skjules; og din Fader, som ser i det skjulte, skal belønne dig” (v. 3-4).

Vores "hånd" ved selvfølgelig intet om vores handlinger. Jesus bruger et formsprog til at sige, at det at give almisse ikke er til skue, hverken til gavn for andre eller til selvros. Vi gør det for Gud, ikke for vores egen velvilje. Det skal ikke tages bogstaveligt, at velgørenhed skal udføres i det skjulte. Jesus sagde tidligere, at vores gode gerninger skulle være synlige, så folk vil prise Gud (Matt 5,16). Fokus er på vores holdning, ikke på vores eksterne påvirkning. Vores motiv bør være at gøre gode gerninger til Guds ære, ikke for vores egen ære.

Bønnen i hemmelighed

Jesus sagde noget lignende om bøn: ”Og når du beder, så vær ikke som hyklerne, der kan lide at stå i synagoger og på gadehjørner og bede, så folk kan se dem. Sandelig siger jeg jer, de har allerede fået deres belønning. Men når du beder, så gå ind i dit skab og luk døren og bed til din far, som er i det skjulte; og din Fader, som ser i det skjulte, skal belønne dig” (v. 5-6). Jesus giver ikke et nyt bud mod offentlig bøn. Nogle gange bad endda Jesus offentligt. Pointen er, at vi ikke skal bede bare for at blive set, og vi skal heller ikke undgå bøn af frygt for den offentlige mening. Bøn tilbeder Gud og er ikke for at præsentere dig selv godt.

"Og når du beder, må du ikke pludre meget som hedningerne; thi de tror, ​​de vil blive hørt, hvis de bruger mange ord. Derfor skal du ikke være som dem. For din Fader ved, hvad du har brug for, før du beder ham” (v. 7-8). Gud kender vores behov, men vi bør spørge ham (Filipperne 4,6) og vær vedholdende (Lukas 18,1-8.). Bønnens succes afhænger af Gud, ikke af os. Vi behøver ikke at nå et bestemt antal ord eller overholde en minimumstidsramme, hverken indtage en særlig bønposition eller vælge fine ord. Jesus gav os et eksempel på bøn – et eksempel på enkelhed. Det kan tjene som vejledning. Andre designs er også velkomne.

"Derfor bør du bede sådan: Vor Fader i himlen! Dit navn blive helliget. Kom dit rige. Ske din vilje på jorden som i himlen” (v. 9-10). Denne bøn begynder med en simpel lovsang - intet kompliceret, blot en erklæring om et ønske om, at Gud skal æres, og at folk skal være modtagelige for hans vilje. "Giv os i dag vort daglige brød" (v. 11). Vi anerkender hermed, at vores liv afhænger af vores almægtige Fader. Selvom vi kan gå i en butik for at købe brød og andre ting, bør vi huske, at det er Gud, der gør dette muligt. Vi er afhængige af ham hver dag. "Og forlad os vor skyld, ligesom vi også forlader vore skyldnere. Og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde” (v. 12-13). Vi har ikke kun brug for mad, vi har også brug for et forhold til Gud – et forhold vi ofte forsømmer, og derfor har vi ofte brug for tilgivelse. Denne bøn minder os også om at vise barmhjertighed over for andre, når vi beder Gud om at forbarme sig over os. Vi er ikke alle åndelige kæmper – vi har brug for guddommelig hjælp til at modstå fristelser.

Her afslutter Jesus bønnen og påpeger endelig igen vores ansvar for at tilgive hinanden. Jo bedre vi forstår, hvor god Gud er, og hvor store vores fiaskoer er, jo bedre vil vi forstå, at vi har brug for barmhjertighed og en villighed til at tilgive andre (vers 14-15). Nu ligner det en advarsel: "Jeg vil ikke gøre dette, før du har gjort det." Et stort problem er dette: Mennesker er ikke særlig gode til at tilgive. Ingen af ​​os er perfekte, og ingen tilgiver perfekt. Beder Jesus os om at gøre noget, som selv Gud ikke ville gøre? Kan det tænkes, at vi skulle tilgive andre betingelsesløst, mens han gjorde sin tilgivelse betinget? Hvis Gud gjorde sin tilgivelse betinget af vores tilgivelse, og vi gjorde det samme, ville vi ikke tilgive andre, før de havde tilgivet. Vi ville stå i en endeløs række, der ikke bevæger sig. Hvis vores tilgivelse er baseret på at tilgive andre, så afhænger vores frelse af, hvad vi gør – af vores gerninger. Derfor har vi teologisk og praktisk et problem, når vi læser Matthæus 6,14Tag -15 bogstaveligt. På dette tidspunkt kan vi tilføje til den betragtning, at Jesus døde for vores synder, før vi overhovedet blev født. Skriften siger, at han naglede vores synder til korset og forsonede hele verden med sig selv.

På den ene side lærer Mattæus 6 os, at vores tilgivelse synes at være betinget. På den anden side lærer Bibelen os, at vores synder allerede er tilgivet - hvilket ville omfatte synden ved forsømmelse af tilgivelse. Hvordan kan disse to ideer forenes? Vi misforstod enten den ene sides vers eller den anden sides. Vi kan nu tilføje et yderligere argument til overvejelserne om, at Jesus ofte brugte elementet af overdrivelse i sine samtaler. Hvis dit øje forfører dig, skal du rive det ud. Når du beder, skal du gå ind i dit lille værelse (men Jesus bad ikke altid i huset). Når du giver til dem, der har brug for det, skal du ikke lade din venstre hånd vide, hvad den højre gør. Modsæt dig ikke en ond person (men det gjorde Paulus). Sig ikke mere end ja eller nej (men Paulus gjorde). Du skal ikke kalde nogen far - og alligevel gør vi det alle sammen.

Af dette kan vi se det i Matthæus 6,14-15 Et andet eksempel på overdrivelse blev brugt. Det betyder ikke, at vi kan ignorere det – Jesus ville gerne påpege vigtigheden af ​​at tilgive andre mennesker. Hvis vi ønsker, at Gud skal tilgive os, så bør vi også tilgive andre. Hvis vi skal leve i et rige, hvor vi er blevet tilgivet, skal vi leve det på samme måde. Ligesom vi ønsker at blive elsket af Gud, bør vi også elske vores medmennesker. Hvis vi fejler i dette, vil det ikke ændre Guds natur til at elske. Sandheden er, at hvis vi ønsker at blive elsket, skal vi det. Selvom det lyder som om alt dette er betinget af opfyldelsen af ​​en forudsætning, er formålet med det, der er blevet sagt, at opmuntre til kærlighed og tilgivelse. Paulus udtrykte det som en instruktion: „Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis nogen har en klage mod hinanden; som Herren har tilgivet jer, således tilgiv også jer" (Kolossenserne 3,13). Dette er et eksempel; det er ikke et krav.

I Fadervor beder vi om vores daglige brød, selvom vi (i de fleste tilfælde) allerede har det i huset. På samme måde beder vi om tilgivelse, selvom vi allerede har modtaget den. Dette er en indrømmelse af, at vi gjorde noget forkert, og at det påvirker vores forhold til Gud, men med tilliden til, at han er parat til at tilgive. Det er en del af, hvad det vil sige at forvente frelse som en gave frem for noget, vi kunne fortjene gennem vores præstationer.

Fra fastende i hemmelighed

Jesus taler om en anden religiøs adfærd: ”Når du faster, så se ikke sur ud som hyklerne; thi de forklæder deres Ansigter for at vise sig for Folket med deres Faste. Sandelig siger jeg jer, de har allerede fået deres belønning. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke viser dig fastende for mennesker, men for din Fader, som er i det skjulte; og din Fader, som ser i det skjulte, vil belønne dig” (v. 16-18). Når vi faster, vasker og reder vi vores hår, som vi altid gør, fordi vi kommer foran Gud og ikke for at imponere folk. Igen lægges vægten på holdning; det handler ikke om at tiltrække opmærksomhed ved at faste. Hvis nogen spørger os, om vi faster, kan vi svare sandt – men vi skal aldrig håbe på at blive spurgt. Vores mål er ikke at tiltrække opmærksomhed, men at søge nærhed til Gud.

På alle tre emner peger Jesus på det samme. Uanset om vi giver almisse, beder eller faster, så sker det "i hemmelighed". Vi søger ikke at imponere folk, men vi gemmer os heller ikke for dem. Vi tjener Gud og ærer ham alene. Han vil belønne os. Belønningen kan ligesom vores aktivitet være i det skjulte. Det er virkeligt og sker i henhold til hans guddommelige godhed.

Skatter på himlen

Lad os fokusere på at behage Gud. Lad os gøre hans vilje og værdsætte hans belønninger mere end denne verdens flygtige belønninger. Offentlig ros er en flygtig form for belønning. Jesus taler her om de fysiske tings flygtigehed. "I må ikke samle jer skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer dem, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor møl og rust ikke æder, og tyve ikke bryder ind og stjæler” (v. 19-20). Verdslige rigdomme er kortvarige. Jesus råder os til at vedtage en bedre investeringsstrategi – at søge Guds varige værdier gennem stille næstekærlighed, diskret bøn og hemmelig faste.

Hvis vi tager Jesus for bogstaveligt, kunne man tro, at han ville give et bud mod at spare op til pension. Men det handler faktisk om vores hjerte – hvad vi anser for værdifuldt. Vi bør værdsætte himmelske belønninger mere end vores verdslige opsparing. "For hvor din skat er, der er også dit hjerte" (v. 21). Hvis vi værdsætter de ting, som Gud værdsætter, så vil vores hjerte også lede vores adfærd.

"Øjet er kroppens lys. Hvis dine øjne er rene, vil hele din krop være lys. Men hvis dit øje er ondt, vil hele din krop være mørk. Hvis lyset, der er i dig, er mørke, hvor stort vil da ikke mørket være!” (v. 22-23). Tilsyneladende bruger Jesus et ordsprog fra sin tid og anvender det på pengegriskhed. Når vi ser på ting, der hører til på den rigtige måde, vil vi se muligheder for at gøre godt og være gavmilde. Men når vi er egoistiske og jaloux, kommer vi ind i moralsk mørke – korrumperet af vores afhængighed. Hvad leder vi efter i vores liv – at tage eller at give? Er vores bankkonti oprettet til at betjene os, eller gør de os i stand til at betjene andre? Vores mål fører os til gode eller korrumpere os. Hvis vores indre er korrupte, hvis vi kun søger denne verdens belønninger, så er vi virkelig korrupte. Hvad motiverer os? Er det pengene eller er det Gud? "Ingen kan tjene to herrer: enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil være knyttet til den ene og foragte den anden. Du kan ikke tjene Gud og mammon” (v. 24). Vi kan ikke tjene Gud og den offentlige mening på samme tid. Vi bør tjene Gud alene og uden konkurrence.

Hvordan kunne en person "tjene" mammon? Ved at tro, at penge bringer hende lykke, at de får hende til at fremstå ekstremt magtfuld, og at hun kan tillægge dem stor værdi. Disse vurderinger er mere passende for Gud. Han er den, der kan give os lykke, han er den sande kilde til tryghed og liv; han er den magt, der bedst kan hjælpe os. Vi bør værdsætte og ære ham over alt andet, fordi han kommer først.

Den sande sikkerhed

"Derfor siger jeg jer: bekymre jer ikke om, hvad I vil spise og drikke; ... hvad du vil have på. Hedningerne søger efter alt dette. For jeres himmelske Fader ved, at I har alle disse behov” (v. 25-32). Gud er en god Fader, og han vil tage sig af os, når han er den højeste i vores liv. Vi behøver ikke bekymre os om folks meninger, og vi behøver ikke bekymre os om penge eller varer. "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette være jeres" (v. 33) Vi skal leve længe nok, have mad nok, blive passet godt på, hvis vi elsker Gud.

af michael morrison


pdfMatthæus 6: Bjergprædikenen (3)