Audio
Historiske trosbekendelser
En trosbekendelse (trosbekendelse, fra latin "jeg tror") er en opsummerende formulering af tro. Den ønsker at opregne vigtige sandheder, tydeliggøre doktrinære udsagn, adskille sandhed fra vildfarelse. Det er normalt skrevet på en sådan måde, at det nemt kan huskes. En række passager i Bibelen har karakter af trosbekendelser. Så Jesus brugte skemaet baseret på 5. Moses 6,4-9, som en trosbekendelse. Paul kommer med enkle, credo-lignende udtalelser 1. Korinterne 8,6; 12,3 og 15,3-4. Også 1. Timoteus 3,16 giver en trosbekendelse i en stærkt strammet form.
Med udbredelsen af den tidlige kirke opstod behovet for en formel trosbekendelse, der viste de troende deres religions vigtigste lære. Den apostolske trosbekendelse hedder sådan, ikke fordi de første apostle skrev den, men fordi den på passende vis opsummerer apostlenes lære. Kirkefædrene Tertullian, Augustin og andre havde lidt forskellige versioner af den apostolske trosbekendelse; Teksten til pirminus (omkring 750) blev endelig vedtaget som standardformularen.
Efterhånden som kirken voksede, voksede kætteri også, og de tidlige kristne måtte afklare grænserne for deres tro. I de tidlige 4. I det 325. århundrede, før Det Nye Testamentes kanon blev etableret, opstod der strid om Kristi guddommelighed. For at afklare dette spørgsmål mødtes biskopper fra alle dele af Romerriget efter anmodning fra kejser Konstantin i Nicaea i 381. De skrev deres konsensus ned i den såkaldte trosbekendelse fra Nicaea. I mødtes en anden synode i Konstantinopel, hvor den nikenske Bekendelse blev lidt revideret og udvidet til at omfatte nogle få punkter. Denne version kaldes Nicene Constantinopolitan eller kort Nicene Creed.
I det følgende århundrede mødte kirkeledere i byen Chalcedon for bl.a. at diskutere Kristi guddommelige og menneskelige natur. De fandt en formel, som efter deres mening var i overensstemmelse med evangeliet, den apostolske lære og Skriften. Det kaldes Christological Definition of Chalcedony eller Chalcedonensic Formula.
Desværre kan trosbekendelser også være formelle, komplekse, abstrakte og nogle gange sidestilles med "Skriften". Korrekt brugt giver de dog et sammenhængende doktrinært grundlag, værner om en ordentlig bibelsk doktrin og skaber fokus for kirkelivet. De følgende tre trosbekendelser er bredt accepteret blandt kristne som bibelske og som formuleringer af ægte kristen ortodoksi (ortodoksi).
Den nikanske trosbekendelse (381 e.Kr.)
Vi tror på en Gud, Faderen, den Almægtige, Himmelens og Jordens Skaber, af alt, der er synligt og usynligt. Og i den ene Herre Jesus Kristus, den enbårne Guds Søn, født af Faderen før alle aldre, lys fra lys, sand Gud fra sande Gud, født, ikke gjort, af det ene er med Faderen, var de alle ting, der for os mænd og for vores frelse skyld kom ned fra himlen og kød accepteret af den hellige ånd og Jomfru Maria og blev menneske og Pilatus blev også korsfæstet for os under Pontius og led og blev begravet og opstod på den tredje dag efter skrifterne, og til himlen gik og sidder Faderens højre hånd og vil komme igen i herlighed for at dømme de levende og de døde, hvis rige har ingen ende.
Og til Helligånden, Herren og livgiveren, der går fra Faderen, hvem der tilbeder og herliggøres sammen med Faderen og Sønnen, som har talt gennem profeterne
har; til en hellig og katolsk [all inclusive] og apostolisk kirke. Vi tilstår en dåb for syndernes forladelse; vi venter på de døde og de fremtidige verdens liv. Amen.
(Citeret fra JND Kelly, gamle kristne tilståelser, Göttingen 1993)
Den apostolske trosbekendelse (omkring 700 e.Kr.)
Jeg tror på Gud, Faderen, den Almægtige, skaberen af himlen og jorden. Og, blev korsfæstet, døde og blev begravet på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, undfanget ved Helligånden og født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, nedfaret til dødsriget, og på den tredje dag opstanden fra de døde, opstiget til himlen sidder han ved højre hånd af gud, faderen derfra kommer han til at dømme de levende og de døde. Jeg tror på Helligånden, den hellige katolske Kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse fra de døde og evigt liv. Amen.
Definition af Guds enhed og menneskets natur i Kristi person
(Rådet for Chalcedon, 451 n. Chr.)
Således, efter de hellige fædre, lærer vi alle enstemmigt at bekende vor Herre Jesus Kristus som én og samme Søn; det samme er fuldkomment i guddommen og det samme fuldkomne i menneskeheden, den samme sande Gud og sande menneske fra den rationelle sjæl og krop, hvor Faderen er (homooúsion) af Guddommen og er den samme med os, der er ifølge menneskeheden, ligner os i enhver henseende, undtagen synden. Født før tiderne ud af Faderen ifølge Guddommen, men ved tidernes ende, som den samme, for vores skyld og for vores frelse fra Maria, Jomfruen og Guds Moder (theotokos), er han, som én og den samme, Kristus, søn, indfødt, anerkendt i to naturer ublandet, uforandret, udelt, udelt. Derved ophæves naturernes mangfoldighed på ingen måde af hensyn til enhed; snarere bevares det særlige ved hver af de to naturer og kombineres for at danne en person og hypostase. [Vi bekender ham] ikke som splittet og adskilt i to personer, men som en og samme Søn, indfødt, Gud, Logos, Herre, Jesus Kristus, som de gamle profeter om ham [sprofeterede] og sig selv, Jesus Kristus instruerede os og overleverede Fædrenes symbol [trosbekendelse fra Nikæa] til os. (Citeret fra religion i fortid og nutid, redigeret af Betz / Browning / Janowski / Jüngel, Tübingen 1999)
