Audio
En kristens snorlige gang
Der var en reportage i fjernsynet om en mand i Sibirien, der trak sig tilbage fra "det jordiske liv" og gik i et kloster. Han forlod sin kone og datter, opgav sin lille virksomhed og helligede sig helt til kirken. Reporteren spurgte ham, om hans kone nogle gange besøger ham. Han sagde nej, besøg fra kvinder var ikke tilladt, fordi de kunne blive fristet. Tja, vi tror måske, at sådan noget ikke kunne ske for os. Måske ville vi ikke straks trække os tilbage til et kloster. Denne historie har en lighed med vores liv. Som kristne bevæger vi os i to verdener, mellem jordisk og åndelig eksistens. Vores trosrejse er som at gå på stram reb.
Farerne ved at falde for langt på den ene eller den anden side ledsager os på vores rejse gennem livet. Hvis vi glider på den ene side, er vi for jordiske; Hvis vi glider ned på den anden side, lever vi for religiøst. Enten har vi en tendens til at være religiøse, eller også lever vi for sekulært. En person, der er for fokuseret på det himmelske og bare venter på, at alt er overstået, mister ofte evnen til at nyde de smukke gaver, som Gud har i vente. Han tænker måske: Har Gud ikke lært os at tage afstand fra verden, fordi hans rige ikke er af denne verden, og fordi det er faldet? Men hvad er essensen af denne verden? De er menneskelige lidenskaber, jagten på ejendele og magt, et liv præget af selvtilfredshed og stolthed. Alt dette kommer ikke fra Gud, men hører til den verdslige sfære.
Den person, der er for fokuseret på det himmelske, trækker sig ofte ubevidst fra verden, forsømmer familie og venner og hellige sig udelukkende bibelstudium og meditation. Især i tider, hvor vi ikke har det godt og står over for problemer, har vi en tendens til at undslippe verden. Det kan være en flugtvej, da vi ikke længere kan udholde lidelsen og uretfærdigheden omkring os. Jesus Kristus kom ind i denne faldne verden, ydmygede sig ved at blive menneske og led en grusom død, så alle mennesker kunne blive frelst. Han kom som et lys i mørket for at give håb og lindre lidelse.
Selvom Gud kendte denne verdens tilstand, skabte han så mange ting, som mennesket kunne nyde, såsom musik, dufte, mad, mennesker, vi elsker, dyr og planter. David priser Guds skabelse: "Når jeg ser himlen, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du har forberedt: hvad er et menneske, at du husker det, og et menneskebarn, at du holder af det?" (Salme 8,4-5).
Vores dødelige legeme er også vidunderligt skabt, som David udtrykker det og takker Gud for det: ”For du har forberedt mine nyrer og dannet mig i moderlivet. Jeg takker dig for, at jeg er vidunderligt skabt; vidunderlige er dine gerninger; Det ved min sjæl" (Salme 139,13-14).
En af de største gaver, Gud har givet os, er at kunne glæde sig og nyde. Han gav os fem sanser og følelser, så vi kan nyde livet. Hvilke farer står de, der er for "jordisk" i øjnene? Vi er nok blandt dem, der ikke har problemer med at nå mennesker på lige fod, vi er relationsmennesker. Men måske har vi en tendens til at indgå kompromiser for at behage andre eller for at undgå at miste en elsket. Måske giver vi for meget tid til familie og venner og forsømmer vores stille tid med Gud. Selvfølgelig skal vi hjælpe andre og være der for dem, men vi skal ikke støtte deres bekvemmelighed eller lade os udnytte. Som kristne bør vi også lære at sige "nej" og sætte vores prioriteter korrekt. Det vigtigste er vores forhold til Gud, alt andet bør være sekundært. Jesus gør det klart, hvad han kræver af os: "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far, mor, hustru, børn, brødre, søstre og sit eget liv, kan han ikke være min discipel" (Luk 1.4,26).
Kærlighed til Gud
Vores kærlighed til Gud er det vigtigste, men vi bør også elske vores medmennesker. Nu, hvordan kan vi gå på denne stramme reb uden at falde af på den ene eller den anden side? Nøglen er balance – og den mest afbalancerede person, der nogensinde har levet, var Jesus Kristus, Menneskesønnen. Kun gennem hans arbejde i os kan vi opnå denne balance. Jesus sagde til sine disciple kort før sin død: "Jeg er vinstokken, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, bærer megen frugt; for uden mig kan du intet gøre" (Johannes 15,5). Han trak sig ofte tilbage og brugte meget tid i bøn med Faderen. Han herliggjorde Gud gennem sine gerninger og helbredelser. Han led med dem, der led, og glædede sig med dem, der glædede sig. Han kunne beskæftige sig med rige og fattige mennesker.
Længsel efter nyt liv
Paulus åbenbarer sin længsel: "Derfor stønner vi også og længes efter at blive iklædt vor bolig, som er fra himlen" (2. Korinterne 5,2). Ja, vi længes efter at møde vores Skaber, at være sammen med ham for evigt. Vi længes efter den tid, hvor al lidelse i denne verden vil være forbi, og Guds retfærdighed vil sejre. Vi længes efter at blive befriet fra synd og mere og mere at blive det Nye Menneske.
Hvordan ville Jesus Kristus se på livet for den mand, der forlader sin familie, stikker af fra sit jordiske ansvar og søger sin egen frelse? Hvordan passer dette ind i den mission, Gud har givet os for at vinde mennesker til ham? Det kan ske for enhver af os, at vi forsømmer vores familier eller andre mennesker og udelukkende hengiver os til bibelstudier. Vi bliver fremmedgjorte fra verden og kan ikke forstå folks bekymringer og behov. Men vi må spørge os selv, hvordan ønsker Jesus Kristus at se vores liv i denne verden? Hvilket formål tjener det? Vi er der for at opfylde en mission – at vinde mennesker for Gud.
Auftrag
Jesus sagde til brødrene Simon og Andreas: "Kom og følg mig! Jeg vil gøre jer til menneskefiskere" (Matt 4,19). Jesus var i stand til at nå mennesker ved at tale i lignelser. Han underordnede alt, hvad han gjorde, til sin fars testamente. Med Jesu hjælp kan vi gå på denne stramme snor. I alt, hvad vi gør og i enhver beslutning, vi træffer, bør vi sige som Jesus Kristus: «Fader, hvis du vil, tag denne bæger fra mig; Dog ikke min vilje, men din vilje ske!" (Lukas 22,42). Vi bør også sige: Ske din vilje!
af Christine Joosten
Flere artikler om at leve som kristen: