Guds utrolige kærlighed

Julehistorien viser os Guds utroligt store kærlighed. Det viser os, at vor himmelske Faders Søn selv kom for at bo blandt folket. At vi mennesker forkastede Jesus er uforståeligt. Ingen steder i evangeliet tales der om en stor skare af mennesker, der i hjælpeløs rædsel så på, mens ondsindede mennesker udspillede deres magtpolitik og slap af med deres største trussel, Jesus. Den herskende klasse ville have Jesus død, elimineret, ud af billedet – og folkemængderne gjorde netop det. Men råbene: "Korsfæst ham, korsfæst ham!" sige meget mere end blot: vi vil have denne person til at forsvinde fra scenen. Fra disse ord taler en stor bitterhed fra mangel på forståelse.

Det er forbløffende, at vor himmelske Faders Søn blev en af ​​os; og det er så meget desto mere overraskende, at vi mennesker afviste, mishandlede og korsfæstede ham. Det er utænkeligt, at Jesus villigt ville udholde og udholde alt dette, når et enkelt ord fra ham ville have tilkaldt skarer af engle for at forsvare ham? "Eller tror du, at jeg ikke kunne spørge min far, og han ville straks sende mig mere end tolv legioner [det er en utallig mængde] af engle?" (Mattæus 26,53).

Vores had til Jesus må have ramt Faderen, Sønnen og Helligånden som et lyn fra klar himmel – eller også må der have været en forløsende ånd af usigelig majestæt på færde her. Havde den treenige Gud ikke forudset jødernes og romernes afvisning? Fangede det ham, at vi torpederede hans løsning ved at dræbe hans søn? Eller var menneskehedens skammelige afvisning af den Almægtiges Søn inkluderet som en kritisk faktor i vores frelsesproces fra begyndelsen? Kunne det være, at Treenighedens vej til forsoning involverer at acceptere vores had?

Kunne nøglen til forsoning ikke ligge i frivilligt at acceptere vores åndelige blindhed fristet af Satan og den deraf følgende dom? Hvilken synd kunne være mere foragtelig end at hade Gud – og at myrde med blod? Hvem ville have en sådan kompetence? Hvilken forsoning kunne være mere sublim, personlig og ægte end vor Herres, som villigt accepterede og udholdt vores vrede og mødte os i vores mest skammelige fordærv?

Faderen, Sønnen og Helligånden er overordentlig seriøs omkring deres kærlighed til os, og de ønsker intet mere end, at vi accepterer denne kærlighed med alle vores sanser. Men hvordan kan man nå mennesker, der er blevet så forvirrede, at de af frygt skjuler sig for den treenige Gud? Vi kan blive så vant til at se Jesus som offer for Guds vrede, at vi ikke kan se det meget mere åbenlyse synspunkt åbenbaret i Det Nye Testamente, der fortæller os, at han udholdt vores vrede. Ved at gøre det, mens han tog vores hån og latterliggørelse, mødte han os i de mørkeste afkroge af vores væsen og bragte sit forhold til Faderen og sin egen salvelse i Helligånden ind i vores verden af ​​fordærvet menneskelig natur.

Julen fortæller os ikke kun den dejlige historie om Kristusbarnet; julehistorien handler også om den treenige Guds utroligt store kærlighed – en kærlighed, der har til formål at møde os i vores hjælpeløse og knuste natur. Han påtog sig byrder og lidelser for at nå os, og han blev endda vores fjendtligheds syndebuk for at nå os i vores smerte. Jesus, vor himmelske Faders søn, salvet i Helligånden, udholdt vores hån, led vores fjendskab og vores afvisning for at give vores virkelige selv sit liv med os i Faderen og Helligånden for evigt og altid. Og det gjorde han fra krybben til hinsides korset.

af C Baxter Kruger